100 år tæt på danske kvinder
Siden 1923 har Femilet designet undertøj i tæt samarbejde med danske kvinder. Tak for hjælpen.
Siden 1923 har danske kvinder klædt sig i Femilet inderst inde, og kigger man på brandets designs gennem årene, fortæller de ikke kun virksomhedens historie, men også de danske kvinders historie: Før anden verdenskrig var undertøjet dækkende og dydigt set med nutidens øjne.
I 1950’erne blev det mere yndigt og feminint, indtil kvindefrigørelsen fandt vej til undertøjet i 60’erne og 70’erne.
I 80’erne og 90’erne vandt det vovede og sporty ind, mens vi i 00’erne fandt balancen mellem sensualitet og daglig komfort. I dag hylder Femilet mangfoldigheden og styrken, og virksomheden har fokus på at producere med ansvar for kommende generationer.
Gennem årene har forskellige tidstypiske kvinders stil sat præg på Femilet. I 1975 designede Margit Brandt en kollektion af undertøj for Femilet i sin nyskabende stil. I 1982 var det Prinsesse Annelise af Schaumburg-Lippe, der designede romantisk nattøj med H.C. Andersens papirklip. I 2008 kastede designer Isabell Kristensen glamour over kollektionerne med power og iøjnefaldende farver. I 2022 var tv-vært Sofie Linde med til at lave en kampagne i et inkluderende og relatérbart univers.
100 år med gode materialer
Hulmønstret bomuld
OEKO-TEX certificering
Chantelle One
100 års tekstileventyr
Femilet blev grundlagt af Jens Krøjgaard på Borups Allé i København. Efter seks år fik han efter sigende hjemve og flyttede sin produktion til hjembyen Herning. I 1936 blev fabrikken udvidet med en butik på Bredgade i Herning – som stadig i dag er en af Femilets butikker.
I 1945 døde Jens Krøjgaard pludseligt og hans kone Gerda Krøjgaard overtog driften. Femilets smukke og behagelige undertøj var efterhånden blevet populært hos danske kvinder og kunne fås i butikker over hele landet. Dengang hed undertøjet JK Femilette, som senere blev forkortet til Femilet.
Femilet var en del af det store tekstilboom i Herning-området i 1960’erne, som gav mange arbejdspladser til især kvinder, som fik mulighed for at komme på arbejdsmarkedet. Produktionen flyttede til nye, moderne faciliteter i Birk uden for Herning, og næste generation, Kaj Jørgen Krøjgaard, tog over.
I 1990’erne begyndte Femilet at udvide sortimentet med lingeri. Femilet brugte sin nære kontakt med danske kvinder og sine rødder i blødt og behageligt undertøj til at udvikle lingeri. Gennem årene er det blevet til en unik nordisk blanding af blød komfort og feminine linjer.
Femilet fastholdt sin produktion i Danmark indtil midten af 1990’erne, hvor den blev outsourcet. Samtidig blev Femilet en del af Thygesen Textile Group, som gjorde det muligt at åbne butikker under eget navn.
I 2010 blev Femilet købt af franske Chantelle Group, som har samme stærke værdier og lange historie som Femilet.
Chantelle begyndte som en beskeden korset-fabrikant i Paris i 1876, og samme familie har gennem fem generationer udviklet virksomheden til et internationalt lingeribrand. Chantelle er kendt for sin høje kvalitet, nyskabende produkter og materialer og langvarige ansvarlighed over for medarbejdere, samfund og miljø, blandt andet i kraft en stor egenproduktion.
100-års jubilæet kommer til at markere næste skridt for Femilet.
Siden 1923 har Femilet designet sine produkter i tæt samarbejde med danske kvinder. Det er blevet til en unik, nordisk blanding af blød komfort og feminine linjer. Et produkt, som resten af verden nu efterspørger. Derfor bliver Femilets lingeri en del af det internationale sortiment hos Chantelle under navnet Chantelle EasyFeel, mens undertøj, badetøj og nattøj fortsætter under Femilet. Den 100 år gamle virksomhed kommer dermed for alvor ud over landets grænser, og et nyt kapitel i historien kan begynde.